Ingen kan være til stede til alle de sportsbegivenheder, man gerne vil opleve. Derfor bliver man nødt til at vælge noget til og noget andet fra. Men hvordan skal man vælge? I denne artikel ser vi nærmere på de faktorer, der kan spille ind, når du skal vurdere om du skal tage af sted eller ”nøjes” med at se sport i tv – hjemme i sofaen.
Hvor unik er netop denne sportsoplevelse
Et godt udgangspunkt er at overveje, om det er noget du altid kan opleve live en anden god gang. Drejer det sig om en superligakamp kan du eksempelvis være ganske sikker på, at du får muligheden for at opleve en anden kamp live.
Helt anderledes ser det ud, hvis vi eksempelvis ser på begivenheder, hvor det med stor sandsynlighed vil være din eneste chance for oplevelsen. Et godt eksempel i fremtiden kunne være Tour de France i 2021, hvor starten går i Danmark. Her bliver det første gang nogensinde at Tour de France er i Danmark, og det er umuligt at forudsige, om det kommer til at ske igen. Hvis du er cykelentusiast eller bare gerne vil opleve Tour de France i Danmark, så bliver du altså nødt til at være til stede netop denne gang.
Når det gælder Tour de France har man selvfølgelig altid mulighed for at rejse til Frankrig under cykelløbet, men det er nu alligevel noget helt unikt, at løbet starter i Danmark.
Visse sportsgrene egner sig bare bedre til at blive oplevet live
Alt sport er fedest at opleve live. Det kan der næppe være den store tvivl om. Alligevel varierer det meget fra sportsgren til sportsgren, hvor stor forskel der er på at opleve en begivenhed live eller i sofaen foran fjernsynet. De gode begivenheder at opleve live er typisk i de sportsgrene, hvor der er en meget intens stemning på stadion eller i hallen, hvor begivenheden udspiller sig.
Et godt eksempel er ishockey. Alle der har prøvet at overvære en ishockeykamp vil skrive under på, at stemningen er noget helt specielt. Det er intenst og præget af en enorm indlevelse, hvilket giver en rigtig god stemning, som man aldrig helt kan fornemme, hvis man ikke er der selv.
Et andet eksempel er håndbold, hvor det efterhånden er blevet kutyme, at der foregår en masse både under kampen og i pauserne. Stemningen holdes højt med velvalgte musikklip, og ofte når der laves mål udråber speakeren kun fornavnet på målscoreren – hvorefter publikum i kor brøler efternavnet.Samlet set er sport altså altid bedst live, men man kan desværre ikke være på pletten hver gang. Derfor må man udvælge sig de vigtigste sportsbegivenheder. Vi har her lagt op til at man vælger ud fra, hvor unik muligheden er og derudover hvor meget stemning man vil gå glip af ved ikke selv at være til stede.